Emil Eller
28 18 89 82
6 KORTE OM MIG
Vestegnsdreng i eksil
Jeg er født og opvokset på Vestegnen. I dag har jeg bosat mig på Amager. Fra asken til ilden vil mange nok hævde – men ikke jeg. For selvom betonblokkenes æstetiske kvaliteter aldrig bliver dansk kulturarv, så er det derfra, min verden går. Men det er ikke kun Vestegnens velfærdsstatsromantik i blandingen af ligusterhække og beton, der har formet mig.
Politik i blodet
Jeg er politisk nørd, med alt hvad det indebærer. Fra ungdomspolitik i et forsamlingshus på Vestegnen til de store landsmøder har jeg selv været en del af processen og oplevet den indefra. I dag betragter jeg den udefra og suger til mig af alt, jeg kan komme i nærheden af. Om det er nyheder, analyser, politiske biografier eller ny forskning om vælgervandringer, sluger jeg det råt. Derfor var jeg heller aldrig i tvivl om, at journalistikken skulle kombineres med en uddannelse i politik og administration.
Konkurrencegen
Jeg er et indædt konkurrencemenneske og kaster mig aldrig ud i noget, uden at ville gøre det bedre end alle andre. Det er det konkurrencegen der tvinger mig til at skrive en opgave i den bedre ende, selvom den er lavet natten inden deadline. Og det er det der gør, at du altid kan give mig en arbejdsopgave og forvente, at den bliver udført med al min energi.
Mennesker
Jeg har altid vidst, at jeg skulle arbejde med mennesker. Det er en kliché, jeg ved det godt. Men jeg blomstrer, når jeg får mulighed for at spejle mine idéer i andre og opleve nye sider af verden, der giver mig mere perspektiv. Jeg skal ikke begraves bag et skrivebord i en konsulentvirksomhed eller på et rådhus. Been there, done that. Jeg skal være journalist.
Elitesport
Jeg kan lugte klor på en kilometers afstand. Ikke fordi min næse er mærkelig, men fordi jeg har tilbragt flere timer i en svømmehal, end hvad sundt er. Store dele af min tilværelse blev for år tilbage brugt på elitesvømning – en verden, hvor hårdt arbejde er alfa og omega, når det eneste mål er den gode præstation. I dag er min krop forfaldet fra topform til kageform, men mit hoved arbejder stadig efter de samme principper.
Lavkultur på fuld skrue
Jeg kan ikke helt komme uden om det. Selvom jeg gerne ville være en del af den højpandede finkultur, så bliver jeg det aldrig. Der hvor jeg kommer fra, er det Suspekt og ikke Bach, der vælter ud af stereoanlægget. Derfor besøger jeg oftere Forbrændingen i Albertslund end Operaen, og derfor føler jeg mig hjemme på Brøndby Stadion og ikke i Det Kongelige Teater. Jeg prøver at komme efter det, og jeg elsker at udforske andre dele af livet, end dem jeg kender.